Attrup Havnecafé er igen oppe at køre – som Havnecaféen Attrup
Attrup Havnecafé er igen oppe at køre, nu med en lille navneændring og nyt forpagterpar. Det er ægteparret Else Thorhauge og Tommy Nielsen, som har forpagtet caféen, der nu hedder Havnecaféen Attrup.
Parret har allerede erfaring i branchen som nuværende forpagtere af Haw’ Kiosken i Thorup Strand. Men parret fik smag for mere, da de så, at havnecaféen med en suveræn beliggenhed var til forpagtning. Else Thorhauge blev særligt betaget af indendørsfaciliteterne, så mad kan nydes på caféen i al slags vejr.
Med åbningstilbud slår Havnecaféen Attrup dørene op allerede 13. maj, blot tre uger efter overtagelse.
– Hvis corona tillader det, kan man bestille bord til indendørsspisning, fortæller Tommy Nielsen
Parret er fuldt i gang med at gøre klar til åbningsdagen. Deres nye Facebookside, Havnecaféen Attrup, er blevet taget godt imod med flere tusinde visninger på deres første opslag efter blot et døgn.
– Vi ser meget frem til åbne op i disse fantastiske og rolige omgivelser, fortæller Else Thorhauge.
Parret ønsker at skabe en café som er helt nede på jorden. Det skal både mad og priser leve op til. Her vil kunder kunne få cafébrugere og -sandwichs, fiskefrikadeller, stjerneskud, Attrup-burgeren og mere til. Skal man have lidt sødt til ganen, sælger de gammeldagsisvafler og bubble waffles. Ligesom i et cafeteria henter man selv sin mad, som kan nydes både udenfor og indenfor med en fantastisk udsigt ud over havnen.
Havnecaféen Attrup vil holde åben alle helligdage og weekender. I højsæsonen 21. juni til 31. august vil der være åben alle ugens dage.
Det er desuden parrets ønske at kunne stille an med en kop kaffe udenfor åbningstiden efter aftale med dagcentre.
– Vi håber at kunne få et samarbejde med et eller flere dagcentre, så en god udflugt kan ende med en kop kaffe hos os, fortæller Else Thorhauge.
– Vi glæder os til at samarbejde med området og støtte oplandet. Og så glæder vi os utrolig meget til at åbne op, afslutter Else Thorhauge.